FC Barcelona skal onsdag aften i ilden i det andet Champions League-opgør mod Newcastle United. Efter første opgør endte 1-1, skal FC Barcelona nu forsøge at revanchere sig på hjemmebanen, Camp Nou.
Og netop Camp Nou er faktisk noget af et ‘fort’ for Hansi Flicks tropper. For det berettes helt konkret af Diario AS, at FC Barcelona har haft en flot rekord på Camp Nou, der indebærer, at holdet ikke har tabt en fodboldkamp på stadionet siden de vendte tilbage d. 22. november 2025.
Mediet skriver, at Blaugrana-klubben “i øjeblikket er det stærkeste hold i Europa på hjemmebane, efter at have vundet alle 11 af deres kampe siden hjemkomsten til Camp Nou”.
Fordelt over de 11 sejre har FC Barcelona i gennemsnit scoret tre mål pr. kamp, mens man kun har lukket seks kasser ind bag Joan Garcia.
Returopgøret mod Newcastle United spilles onsdag aften klokken 18:45 på Camp Nou.





























