Andreas Christensen ser frem mod en ny sæson i Barcelona med fornyet optimisme.
Den danske forsvarsspiller har været hårdt ramt af skader gennem halvandet år, men fik tidligere på sommeren forlænget sin kontrakt med den spanske storklub. Nu håber han at kunne betale tilliden tilbage.
“Jeg har det godt. Kroppen kan selvfølgelig mærke, at vi træner mere og med højere intensitet, men det er derfor, vi er her. Målet er at komme i den bedst mulige fysiske form og frem for alt gennemføre en hel sæson uden skader,” siger Christensen til Sport.
Den tidligere Brøndby- og Chelsea-spiller lægger ikke skjul på, at de seneste sæsoner har været svære, men han har ét klart mål.
“Jeg vil holde mig skadesfri, fortsætte med at udvikle mig og komme tilbage på mit bedste niveau. Jeg har haft halvandet meget svært år, så mit fokus har været at arbejde hårdt hen over sommeren for at vende tilbage i den bedst mulige form.”
Christensen glæder sig samtidig over fortsat at være en del af Barcelona, som han kalder det perfekte sted for ham.
“Jeg er meget glad og meget stolt. Jeg er meget taknemmelig for, at klubben har givet mig endnu en chance. Det viser også, at klubben tror på, at jeg kan komme tilbage på mit bedste niveau. Det er fantastiske nyheder for mig og min familie.”
Den danske landsholdsspiller bar anførerbindet i Barcelonas første testkamp i pre-season og håber nu, at den kommende sæson bliver starten på et skadesfrit comeback.






























