Morten Hjulmand kan blive en del af Jose Mourinhos nye Real Madrid-projekt.
Ifølge Cadena Cope har Mourinho peget på Sporting CP-anføreren som et ønsket navn til midtbanen, hvis han som ventet overtager trænerposten i den spanske storklub.
Real Madrid leder efter en ny midtbanespiller, og Manchester Citys Rodri har været det mest omtalte navn. Men Mourinho skal også have gjort det klart, at han ønsker Hjulmand hentet fra Sporting.
Den danske landsholdsspiller vurderes til omkring 50 millioner euro, og hans kontrakt i Lissabon løber i yderligere to år.
Hjulmand har udviklet sig markant siden skiftet fra Lecce til Sporting i 2023. Han kom til Portugal for 19,5 millioner euro og har siden spillet sig ind som en nøglespiller centralt på banen.
I dag er han anfører.
Det gør ham særlig interessant for et Real Madrid-hold, hvor der ifølge spanske medier har været tale om et behov for mere lederskab i omklædningsrummet.
Hjulmands vej til toppen har ikke været lige. Han kom gennem FC Københavns ungdomsafdeling, tog som teenager til Admira Wacker i Østrig og fortsatte senere til Lecce i Italien, før gennembruddet i Sporting gjorde ham til fast dansk landsholdsspiller.
Han står nu med 27 landskampe for Danmark og er tidligere blevet sat i forbindelse med både Atletico Madrid og Barcelona.
Hvis Mourinho får sin vilje, kan næste skridt blive det største af dem alle.
Et skifte til Real Madrid.




























