Kylian Mbappé går nu til hårdt modangreb efter Frankrigs VM-sejr over Paraguay.
Den franske superstjerne blev efter ottendedelsfinalen udsat for racistiske udfald fra den paraguayanske senator Celeste Amarilla, som på sociale medier rettede grove kommentarer mod Real Madrid-stjernen.
Nu har Mbappé selv svaret igen.
“Fru Celeste Amarilla, De er et afskyeligt menneske og uværdig til Deres embede,” skriver han blandt andet på X.
Den franske anfører mener samtidig, at senatorens udtalelser skader Paraguays omdømme.
“De repræsenterer ikke Paraguay – et land, der har kæmpet med passion og ære gennem hele turneringen. På grund af Deres hensynsløshed og åbenlyse racisme har hele verden allerede glemt spillernes historiske præstation ved VM og ser i stedet en inkompetent kvinde, som giver sit land det værst tænkelige image.”
Mbappé slår samtidig fast, at han ikke vil acceptere, at racistiske ytringer får lov at stå uimodsagt.
“Jeg vil aldrig lade mennesker som hende sprede deres had og deres racisme til resten af verden.”
Frankrig spillede sig videre til VM-kvartfinalen med en smal 1-0-sejr over Paraguay, hvor Mbappé scorede kampens eneste mål.
Striden kommer oven i en allerede ophedet stemning omkring opgøret. Frankrigs landstræner Didier Deschamps har efter kampen fortalt, at han blev udsat for fornærmelser, mens den tidligere paraguayanske landsholdsmålmand José Luis Chilavert før kampen skabte stor debat ved at omtale Frankrig som “et afrikansk hold”.
Det franske fodboldforbunds præsident, Philippe Diallo, har efterfølgende fordømt Chilaverts udtalelser og kaldt dem racistiske og uforenelige med fodboldens værdier.
Nu har også Mbappé selv sat ord på sagen – og hans budskab er ikke til at tage fejl af.






























