Den egyptiske angriber, Hamza Abdelkarim, blev i januar-transfervinduet hentet af FC Barcelona, da man handlede i Jess Thorups klub, Al Ahly. Den 18-årige center-forward har dog ikke spillet en officiel kamp endnu for FC Barcelona, og det er der en god grund til.
For det har været kendt længe, at Abdelkarims arbejdstilladelse ikke har været godkendt til at spille i Spanien, hvorfor de formelle ting har trukket spillerens debut for FC Barcelona i langdrag. Som udgangspunkt er egypteren tiltænkt at træde ind på FC Barcelona Atletic-holdet i første omgang.
Ifølge mediet, SPORT, er der nu fremgang i arbejdstilladelsen for spilleren, som snart kan få sin debut for FC Barcelona Atletic. Onsdag blev der nemlig på den officielle hjemmeside for det afrikanske lands fodboldforbund, EFA, udsendt en opdatering om Abdelkarims arbejdstilladelse, der nu synes at blive godkendt:
“FC Barcelona har informeret EFA om, at spilleren skal vende tilbage inden for de næste par timer, da papirarbejdet for hans ophold og arbejdstilladelse næsten er færdigt, og dette kræver hans tilstedeværelse for selv at færdiggøre papirarbejdet og deltage i træningssessioner.”
Denne opdatering tyder således på, at den bureaukratiske forsinkelse er tæt på at være løst, og at Abdelkarim snart altså kan få sin første optræden i Barca-regi.






























