Real Madrids køb af Yan Diomande er angiveligt sat på pause på grund af en bitter strid mellem spillerens nuværende og tidligere repræsentanter.
Det skriver TEAMtalk.
Den 19-årige RB Leipzig-kant var ellers tæt på at blive præsenteret som Real Madrid-spiller, men processen er blevet bremset af en konflikt mellem Roc Nation og Maxidel Management.
Real Madrid har ifølge mediet forhandlet med Roc Nation, som har repræsenteret Diomande siden februar.
Problemet er, at Maxidel Management hævder fortsat at have en gyldig aftale med spilleren. Det tidligere agentfirma mener, at kontrakten løber, indtil Diomande officielt forlader RB Leipzig.
“Real Madrid er vrede på Diomandes repræsentanter i Roc Nation efter at have opdaget, at spilleren fortsat er bundet af en kontrakt med andre agenter,” siger den ivorianske journalist Malick Traoré ifølge Defensa Central.
Maxidel Management, der ledes af den tidligere Leeds-spiller Max Gradel, har ifølge AS indbragt sagen for FIFA.
Agentfirmaet repræsenterede Diomande, da han sidste sommer skiftede fra Leganés til RB Leipzig, og beskylder nu Roc Nation for kontraktbrud.
FIFA undersøger angiveligt sagen, som også kan få betydning for udstedelsen af det internationale transfercertifikat.
I yderste konsekvens kan FIFA nægte at godkende certifikatet, men ifølge TEAMtalk er det mere sandsynligt, at striden forsinker handlen frem for at få den til at bryde helt sammen.
Real Madrid ventes at betale mere end 100 millioner pund for Diomande. Paris Saint-Germain fik tidligere afvist et bud på 102,5 millioner pund, mens Liverpool i juni fik nej til et bud på 69 millioner pund.
Diomande skal allerede have aftalt sine personlige vilkår med Real Madrid, men handlen kan først afsluttes, når striden om agenthonorarer og repræsentationsrettigheder er løst.






























