Jude Bellingham har for længst slået sit navn fast som en af verdens bedste fodboldspillere.
Nu peger meget på, at englænderen også kan blive en af sportens største kommercielle stjerner nogensinde.
Det skriver i avisen i, der har talt med flere eksperter i branding og kommunikation. Vurderingen er, at den 23-årige Real Madrid-profil har potentiale til at overgå selv David Beckham som globalt brand.
“Bellinghams største kommercielle aktiv er noget, det næsten er umuligt at sætte en pris på: Folk kan oprigtigt lide ham,” siger Johnny Davis, style- og luksusdirektør hos Esquire.
Han peger på, at Bellingham ikke kun bliver vurderet på sine præstationer på banen, men også på sin personlighed.
“Brands kan købe mål og trofæer, men de kan ikke købe goodwill.”
Ifølge Forbes tjener Bellingham omkring 44 millioner dollar – cirka 300 millioner kroner – om året. Omkring 100 millioner kroner kommer allerede fra sponsorater og kommercielle samarbejder.
Han er blandt andet frontfigur for Adidas, Louis Vuitton, SKIMS, McDonald’s og Lucozade, og eksperterne forventer, at porteføljen bliver endnu større i de kommende år.
PR-eksperten Mark Borkowski går endnu længere.
“Jeg mener, at Bellingham er større end Beckham. Han er et generationsfænomen – ikke kun sportsligt, men også kommunikativt,” siger han.
Han fremhæver samtidig, at moderne fodboldspillere bliver langt bedre rustet til livet uden for banen end tidligere generationer.
Bellingham har desuden vakt stor opmærksomhed under VM – ikke kun for sine præstationer, men også for sin opførsel uden for banen. Blandt andet gik et klip viralt, hvor han stoppede op for at give et interview til en venezuelansk journalist med cerebral parese, efter at andre spillere var gået forbi.
Ifølge eksperterne er netop den slags øjeblikke med til at gøre ham endnu mere attraktiv for globale virksomheder.
Bellingham har samtidig fortalt, at han på sigt drømmer om en karriere som skuespiller og gerne vil spille James Bond.
Det får flere brandingeksperter til at vurdere, at englænderen har potentiale til at skabe en milliardformue gennem både sport, sponsorater og aktiviteter uden for fodbolden.
























