FC Barcelona og Atlético Madrid kan ende i en regulær transferkrig denne sommer.
Ifølge Mundo Deportivo er forholdet mellem de to klubber allerede blevet sat på prøve, efter Barcelonas bud på 100 millioner euro for Julián Álvarez angiveligt skabte stor utilfredshed hos Atlético.
Nu er de to klubber også blevet kædet sammen med flere af de samme transfermål.
Et af navnene er Bernardo Silva, som fortsat ikke har truffet en beslutning om sin fremtid. Manchester City-profilen har udskudt beslutningen til efter VM, hvilket ifølge Mundo Deportivo giver Barcelona ekstra tid til at arbejde på en mulig handel.
Mediet hævder samtidig, at Bernardo fortsat ser Barcelona som sin foretrukne destination.
Også Marc Cucurella er havnet i centrum for rivaliseringen.
Atlético Madrid følger angiveligt situationen tæt, men en tilbagevenden til Barcelona kan også være attraktiv for venstrebacken, som har sin fodboldopvækst i den catalanske klub.
En potentiel handel afhænger dog af, om Barcelona får ryddet plads i defensiven gennem salg af spillere.
Med både Álvarez, Bernardo Silva og Cucurella nævnt i forbindelse med begge klubber tegner sommerens transfermarked til at blive endnu et kapitel i rivaliseringen mellem de to spanske storklubber.





























