Haaland-sagaen fylder fortsat op til søndagens præsidentvalg i Real Madrid.
Tidligere på ugen skabte præsidentkandidaten Enrique Riquelme stor opmærksomhed, da han lovede at hente Erling Haaland til Santiago Bernabéu, hvis han vinder valget.
Manchester City reagerede hurtigt og afviste påstandene. Klubben understregede samtidig, at der ikke findes nogen frikøbsklausul i nordmandens kontrakt, og at man overvejer juridiske skridt.
Det har dog ikke fået Riquelme til at ændre kurs.
Ifølge Eurosport fastholder han nu, at forhandlingerne med Manchester City vil begynde allerede på mandag, hvis han bliver valgt som ny præsident.
“Det er normalt. Det er et valg, og ingen er garanteret at vinde. Manchester City skal beskytte spilleren,” siger Riquelme.
Han understreger samtidig, at han ikke ønsker at vise manglende respekt for den engelske storklub.
“Fra mandag vil vi tale sammen. Vi vil sætte os ned og tale med dem.”
Riquelme har tidligere lovet både Haaland og Ballon d’Or-vinderen Rodri til Real Madrid, hvis han overtager posten fra Florentino Pérez.
Samtidig har Haalands far Alf-Inge Haaland og agent Rafaela Pimenta afvist påstandene om, at angriberen skulle være på vej til den spanske hovedstad.
“Alt dette er meget underholdende, men det er ikke sandt,” lød det tidligere i en fælles udtalelse.
Præsidentvalget i Real Madrid finder sted søndag, hvor Riquelme udfordrer den mangeårige præsident Florentino Pérez.





























