Det er noget af et bjerg, der skal bestiges for Real Madrid i returopgøret i Champions League mod Bayern München onsdag i næste uge. Tirsdag aften led Los Blancos et 1-2-nederlag til den tyske gigant, og derfor skal Madrid-klubben lave comeback eller den såkaldte ‘Remontada‘ i München.
Som led i denne comeback-plan i Tyskland, vurderes det nu af journalist, Jose Luis Sanchez, fra El Chiringuito TV, at den engelske Real Madrid-stjerne, Jude Bellingham, starter inde i retur-opgøret.
Bellingham startede på bænken i går aftes mod Bayern München, men da han blev indskiftet havde han en stor positiv indflydelse på Real Madrid-spillet.
Den 22-årige Jude Bellingham har ikke startet inde i Champions League-sammenhæng siden den famøse 4-2-kamp mod Benfica på sidste dag i gruppespillet d. 28. januar.





























