Der skulle være voksende frustration internt hos Real Madrid efter oplysninger om et skænderi mellem Federico Valverde og Aurelien Tchouameni blev lækket til offentligheden.
Ifølge El Pais mener personer i og omkring klubben, at der findes “forrædere” i omklædningsrummet eller tæt på førsteholdstruppen, som bevidst forsøger at skade klubben ved at videregive interne informationer til pressen.
Real Madrid skal være overbevist om, at lækket omkring konflikten mellem Valverde og Tchouameni ikke var tilfældigt, men et forsøg på at skabe uro omkring holdet i en vigtig periode af sæsonen. Klubben ser angiveligt meget alvorligt på sagen, og er utilfreds med, at interne episoder ender i medierne.
Detaljerne om den påståede konflikt er fortsat uklare, men historien har allerede skabt stor debat blandt fans og spanske medier. Interne spændinger er ikke usædvanlige i topklubber, men Real Madrid ønsker traditionelt at holde den slags situationer væk fra offentligheden.
På Santiago Bernabeu arbejder klubben nu angiveligt på at identificere, hvordan oplysningerne er sluppet ud, samtidig med at man forsøger at bevare roen omkring holdet.



























