Nico Schlotterbeck har underskrevet en ny kontrakt med Borussia Dortmund, og den indeholder en frikøbsklausul på 375 – 450 mio. kroner, der gælder fra denne sommer.
Ifølge BILD gælder klausulen dog kun for et lille udvalg af klubber, og hverken Bayern München eller andre Bundesliga-klubber er omfattet.
Den 26-årige tyske landsholdsforsvarer har længe drømt om at spille for enten Real Madrid eller Bayern München. Især Real Madrid har været nævnt som en mulig destination for Schlotterbeck, der ses som en moderne, venstrebenet centerback med stort potentiale.
Med den nye klausul åbner der sig nu en reel mulighed for, at Schlotterbeck kan forlade Dortmund til sommer, hvis en af de tilladte klubber (herunder Real Madrid) er villige til at betale det krævede beløb. Dortmund har dermed sikret sig en god kompensation, samtidig med at de beskytter sig mod et billigt salg til indenlandske rivaler.
Schlotterbeck har i denne sæson vist højt niveau hos Dortmund og er en vigtig del af deres forsvar. Hans drøm om at spille for en af Europas allerstørste klubber kan nu blive virkelighed hurtigere end ventet.



























