Sergio Gomez har stadig et klart forhold til Barcelona, selv om karrieren for længst har ført ham videre.
Den nuværende Real Sociedad-spiller ser fortsat sig selv som et produkt af La Masia, og i et interview med SPORT fortæller han både om sin udvikling væk fra den klassiske offensive rolle og om den betydning, akademiet har haft for hans karriere. Samtidig sender han en markant hyldest i retning af Lamine Yamal.
Gomez spiller i dag som venstreback, men sådan begyndte hans rejse ikke.
“Sandheden er, at det er en position, jeg gradvist har tilpasset mig gennem årene.”
Han forklarer, at hans rolle i ungdomsårene i Barcelona lå langt længere fremme på banen.
“I Barça spillede jeg kant på begge sider eller som offensiv midtbanespiller. Jeg spillede endda som falsk nier, men aldrig som back.”
Det gør også hans udvikling til en interessant fortælling om tilpasning og overlevelse i topfodbold. For Gomez er ikke blevet til den spiller, mange måske forestillede sig i ungdomsårene, men han har fundet en vej ind i eliten på en anden position.
Og forbindelsen til Barcelona er stadig stærk.
“Absolut. Jeg var der i otte år, fra U12 helt op til Barça B. Jeg vil altid være taknemmelig over for Barça.”
Han gør det samtidig klart, at han ser klubben som det sted, der formede ham mest.
“Jeg er taknemmelig over for alle de klubber, jeg har spillet i, men det var Barça, der gav mig muligheden for at udvikle mig og tage springet til topfodbold.”
Han fremhæver også Franc Artiga som den træner i ungdomssystemet, der satte størst aftryk på ham.
Samtalen bevægede sig også videre til nutiden, hvor hans holdkammerat Alex Remiro bliver sat i forbindelse med Barcelona. Her er Gomez fuld af ros.
“Remiro er en målmand i topklasse. Han har været fast del af landsholdstruppen de seneste år.”
Og han understreger, at det i sig selv er en præstation i et land med stor konkurrence på netop den plads.
Det mest opsigtsvækkende kom dog, da emnet faldt på Lamine Yamal.
Gomez har både mødt ham som modstander i denne sæson og set ham tæt på i det spanske landsholdsmiljø, og han lægger ikke skjul på, hvor stort et indtryk teenageren har gjort.
“Jeg har skullet møde ham flere gange i denne sæson. Lamine viser virkelig, hvad han er lavet af.”
Han fortsætter med en vurdering, der siger meget om, hvordan Yamal bliver opfattet af etablerede profiler omkring ham.
“Jeg var i truppen sammen med ham, da jeg blev udtaget til det spanske A-landshold, og han imponerede mig virkelig til træning. Jeg havde set ham i kampe, men at se ham træne er fantastisk.”
Og så kommer den store forudsigelse.
“Han har femten år eller mere tilbage af sin karriere i Barça. Han skal nok få succes, og hvis han vil det, kan han nå lige så langt, som han ønsker.”
Det er store ord, men de virker ikke grebet ud af luften. Når en spiller som Gomez, der selv er rundet af La Masia og kender miljøet indefra, taler sådan om Yamal, giver det hyldesten en særlig vægt.
Samtidig gør han det klart, at en retur til Barcelona ikke er noget, han går og tænker på nu.
“Jeg er ret glad i Real Sociedad, og indtil de ringer, tænker man ikke over det.”
