Tennislegenden Rafael Nadal har nu offentligt afvist rygterne om, at han skulle være interesseret i at stille op som fremtidig præsident for Real Madrid.
I en officiel udtalelse reagerede Nadal på de seneste spekulationer, som har floreret i spanske medier og på sociale medier, efter der blev udskrevet præsidentvalg i den spanske storklub.
– Jeg har læst spekulationer, der kobler mig til mulige kandidaturer til præsidentposten i Real Madrid. Jeg vil gerne præcisere, at disse spekulationer ikke er sande, lyder meldingen fra Nadal.
Udmeldingen kommer efter en periode med voksende rygter om, at den tidligere verdensetter i tennis kunne være en fremtidig afløser for Florentino Perez som klubbens øverste leder.
Nadal har i mange år været kendt som stor Real Madrid-fan og har ofte været gæst på Santiago Bernabeu ved store kampe. Hans tætte relation til klubben og hans enorme popularitet i Spanien har tidligere ført til spekulationer om en mulig fremtidig rolle i ledelsen.



























