Live – Mest læste nyheder

Patrick Andersen

Udskældt Real-spiller får opbakning fra uventet kant

Espanyols Tyrhys Dolan forsvarer Trent Alexander-Arnold efter kritik i Real Madrid og opfordrer englænderen til at ignorere presset omkring sin første sæson i klubben.

Trent Alexander-Arnolds første sæson i Real Madrid har været langt fra problemfri. Kritikken har været hård i spanske medier, men nu får den tidligere Liverpool-back opbakning fra en kollega i La Liga.

Espanyols kantspiller Tyrhys Dolan mener, at kritikken af englænderen er ude af proportioner og opfordrer ham til at lukke støjen ude.

“Jeg bryder mig ikke rigtig om at kommentere på andre spillere og den kritik, de får. Hvis man ikke selv har stået i deres situation, kan man kun mene så meget,” siger Dolan til Mirror.

Ifølge Dolan undervurderer mange, hvor stort presset er, når man spiller for en klub som Real Madrid.

“Det er let udefra at sige, at han ikke gør det ene eller det andet. Men man er nødt til at stå i spillerens sko for virkelig at forstå det. Det er et enormt pres, og det er ikke let.”

Alexander-Arnold skiftede sidste sommer fra Liverpool til Real Madrid, og allerede ved skiftet blev beslutningen mødt med stor debat i England. Den engelske landsholdsspiller blev blandt andet kritiseret af tidligere Liverpool-spillere og buhet af nogle fans på Anfield.

Siden har tilvænningen i Madrid ikke været helt så gnidningsfri som for eksempel Jude Bellinghams første tid i klubben. Alexander-Arnold har skullet dele spilletiden på højre back med anfører Dani Carvajal, og hans defensive spil er flere gange blevet kritiseret i spanske medier.

Blandt andet kaldte Marca en af hans præstationer tidligere på sæsonen for “rådvild”, mens Sport har givet ham lave karakterer og peget på defensive problemer.

Samtidig har skader heller ikke gjort tilpasningen lettere. Englænderen missede seks uger i efteråret med en baglårsskade og har siden også været ude med endnu en muskelskade.

Alligevel understreger Dolan, at Alexander-Arnold allerede har opnået noget, mange spillere kun kan drømme om.

“Han spiller for den største klub i verden. Det er enhver drengs drøm at gøre det, han gør lige nu. Selvfølgelig får han kritik, men han har opnået noget, de fleste kun kan drømme om. Jeg ønsker ham alt det bedste.”

Alexander-Arnold har i denne sæson spillet 19 kampe for Real Madrid, hvor det er blevet til to assists.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder